Livvagter hjalp voldstruede kvinder

I knap tre år hjalp en forening af frivillige livvagter gratis voldsramte kvinder, før økonomisk mangel satte en stopper for arbejdet. Måske kunne sådan en forening have gjort en forskel i forhold til den seneste ugers jalousidrab.

»Henrik var lige fra afhentningen en mur af tryghed og ro. Han var tilstedeværende, beroligede mig flere gange og vejledte mig om, hvordan jeg skulle tackle situationen«.

Sådan skrev en voldsramt kvinde efter at have fået beskyttelse fra en frivillig forening af livvagter, bodyguards og sikkerhedsfolk under en flytning. En flytning, hvor hendes eks-kæreste, mod sin vilje, skulle flytte ud efter at have holdt hende som i gidsel i 24 timer ved at true med en kniv.

»Politiet havde skønnet, at de ikke havde tid til at hjælpe med flytningen,« siger Henrik Bramsborg, som var ude og assistere kvinden.

Tilmeld dig gratis vores nyhedsbrev for flere nyheder.

Han er livvagt, forfatter og psykoterapeut og manden, der fik ideen til at stifte Foreningen til beskyttelse af voldsramte kvinder.

»Jeg har selv haft stedfædre, der har opført sig mere eller mindre pænt, så voldsramte kvinder var ikke en ukendt verden for mig. Og da jeg som sikkerhedsvagt blev ansat fra opgave til opgave med pauser imellem, slog det mig, at jeg ved at stifte en sådan forening kunne bruge og øve mine teknikker og samtidig hjælpe andre,« siger Henrik Bramsborg.

Det var i begyndelsen af 2002. Lynhurtigt fik han et par kollegaer med i foreningen.

»Vi tog kontakt til Grevinde Dannerstiftelsen i København, der først var meget skeptiske. Men da de fik uddybet, hvem vi var, og hvad vi ville, blev de interesserede og brugte os flere gange,« siger Henrik Bramsborg.

Siden lavede foreningen sit eget materiale om risikovurdering af voldelige mænd, som blev udleveret til alle landets krisecentre.

»Opgaven blev håndteret på en yderst professionel måde,« skriver Dannerhuset i København i et anbefalingsbrev.

Men i midten af 2005 måtte Henrik Bramsborg give op. Han kunne ikke længere blive ved med at betale udgifter til kørsel ud af egen lomme. Og det lykkedes ikke at få hverken kommunen eller Socialministeriet til at støtte foreningens arbejde økonomisk.

Måske kunne sådan en forening have gjort en forskel i forhold til den seneste uges jalousidrab, måske ikke. Men som det er nu med advarsler og tilhold til voldelige mænd, er det ikke godt nok, mener Henrik Bramsborg:

»Et tilhold er jo ikke andet end et stykke papir, som en mand kan bruge til at skide på og tørre røv i. Det giver ingen beskyttelse til kvinden.«

Faktaboks:

Foreningen til beskyttelse af voldsramte kvinder var den første og eneste gratis af slagsen i Danmark.

I både England og USA er der en lang tradition for foreninger med frivillige og gratis livvagter til voldstruede kvinder.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.