Købmandskæden Spar har taget deres lukrative reklamesøjle Rasmus Bjerg til nåde.
Spar sendte ellers samarbejdet med Rasmus Bjerg til tælling, da han efter en heftig bytur blev anmeldt for vold mod en bartender.
Men nu er den populære skuespiller, der hver søndag aften kan opleves som den rolige livvagt Kurt Birk på DR1, blevet renset. Politiet har nemlig på grund af manglende beviser valgt ikke at gå videre med sagen.
"Vi er glade for nu at kunne genoptage samarbejdet med Rasmus. Han er en professionel partner for os og tillige en behagelig person. Jeg er personligt glad for, at det, han er beskyldt for, viste sig ikke at holde stik. Det ville passe dårligt med det indtryk, jeg har af Rasmus," siger administrerende direktør i Spar, Michael Østergaard, i en pressemeddelelse.
Rasmus Bjerg har indtil videre lavet syv reklamefilm for købmandskæden, og endnu flere er i støbeskeen.