Dhiran Barots største ønske i livet var at ?skabe en ny sort dag for islams fjender?. Og det brugte han mange år på at planlægge i skræmmende detaljer. Tirsdag dømte en engelsk ret ham til livstid i fængsel, efter han sidste måned tilstod at have planlagt detaljerede terrorangreb i næsten fem år. Han kommer til at afsone mindst 40 år i fængsel.
34-årige Dhiran Barot konverterede som ung til islam og tog i 1995 på dannelsesrejse til en terrortræningslejr i Kashmir-regionen i Pakistan. Da han blev anholdt i 2004, fandt politiet notesbøger helt tilbage fra den tid. Bøgerne indeholder sirlige noter om våben, dynamit og fremstilling af gifte og bomber.
Før han blev anholdt i 2004, var Barot rejst til Afghanistan for at præsentere sine terrorplaner for højtstående al-Qaeda folk. I planerne beskriver Barot, hvad der vil ske, når han sprænger tunellen under Themsen i London i luften.
»Prøv at forestil jer det kaos, der vil følge, efter en voldsom eksplosion hærger igennem og flænser floden op. Det vil få forvirringen til at herske efter eksplosionerne, oversvømmelserne, druknedøden og alt det andet, der vil følge efter angrebet,« skrev Barot i sin terrorsynops.
Dræbe så mange som muligt
Barot blev anholdt efter en lang efterforskning, hvor myndigheder fra USA, England og Pakistan arbejdede sammen. Anklageren i sagen, Edmund Lawsen, sagde under retssagen, at Barots tilståelse kun er opnået på grund af den omsiggribende efterforskning. Den ville have fortsat i længere tid, hvis ikke Barot var smuttet fra overvågningen i juli. I tre dage vidste man ikke, hvad han foretog sig, og så snart han blev lokaliseret igen, skred myndighederne ind og anholdt ham.
Anklagerne sagde under retssagen, at Barots planer ville kræve op til »flere hundrede tusinder af liv både i USA og England, hvis de blev gennemført«. Angrebene var designet til at tage så mange liv som muligt, og skulle derfor foregå simultant og uden advarsel. I sine papirer beskriver Barot, hvordan hans terrorangreb gerne skulle efterligne »det storslåede projekt, som fandt sted i Madrid«.
191 mennesker døde i Madrid-bomberne og over 1000 mennesker blev såret.