Livet kan være fuld af ubehagelige overraskelser, og det væbner danskerne sig i stigende grad mod. På bare ti år er forbruget af livsforsikringer tidoblet, viser nye tal fra Danmarks Statistik. Forbruget af alle andre typer forsikring er også steget.
Hvor en dansk husstand for ti år siden brugte 145 kroner på en livsforsikring er beløbet i dag 1.450 kroner.
"Danskerne har brugt mange penge på fladskærms-TV og rejser under de senere års forbrugsfest, hvor friværdier og lønninger nærmest løb om kap. Men der er andre områder, hvor danskerne har øget deres forbrug mindst lige så meget. Det er bare ikke lige til at hænge op på væggen. Det gælder forsikringer," siger cheføkonom BRFkredit Ulrikke Ekelund til dinepenge.dk.
I alt bruger en gennemsnitlig dansk husstand i dag omkring 15.000 kroner om året på forsikringer. Den store stigning i livsforsikringer skyldes især, at gruppelivsforsikringer gennem arbejdspladsen er blevet populære. Her skal hver medarbejder typisk selv betale en del.