Det skulle have været så godt, og så er det måske meget, meget skidt.
I hvert fald blev søndagens åbning af det spektakulære tag på det nye operahus i Bjørvika ikke helt den ventede succes. Netop taget, som altså er designet til hyggelige gåture, er et af det nye operahus kendetegn, men for mange blev gåturen en ubehagelig oplevelse.
Manglende rækværk og næsten usynlige trin og niveauspring betød således, at adskillige kom til skade.
- Jeg fatter ikke, at man har åbnet det for offentligheden, siger 63-årige Arild Kristoffersen til den norske avis Aftenposten.
Selv kostede gåturen Arild Kristoffersen en brækket arm og en forstuvet fod. kombinationen af hvid marmor og skarpt sensommersolskin gjorde det svært at orientere sig.
- Jeg mistede fodfæstet og tog fra med armen. Jeg hørte et højt smæld, da armen brækkede, fortæller han.
Statsbygg, som står for opførelsen af operaen, var ellers allerede inden åbningen klar over, at der var risiko for faldulykker. Rundt omkring hang der således plakater med advarsler.
Men dem så Arild Kristoffersen altså ikke. Det gjorde to andre gæster tilsyneladende heller ikke. Ifølge Aftenposten kom således i alt tre til skade - heraf to så alvorligt at de måtte en tur på skadestuen.
De mange ulykker har - ifølge norske medier - fået mange til at kritisere, at man laver et offentligt byrum, som det er forbundet med livsfare at færdes på.