Millioner af mennesker i Indien, Bangladesh og Nepal risikerer at blive ramt af livsfarlige, vandbårne sygdomme, efter regionen er blevet ramt af de voldsommeste oversvømmelser i mands minde. Især de mange underernærede børn i regionen er i fare, advarer hjælpeorganisationer.
Foreløbig er omkring 550 mennesker omkommet på grund af oversvømmelserne, og selvom en kæmpe nødhjælpsaktion er sat i gang, risikerer det tal at blegne i den kommende tid, fordi det er ekstremt svært at få lægehjælp ud til de nødstedte.
Drikker beskidt vand
I den indiske provins Bihar sidder millioner af mennesker strandet på hustage, klumpet sammen på små højdedrag eller i primitive lejre langs hovedveje, der stikker op over det grumsede vand. Efter oversvømmelserne er de nødt til at leve af nødrationer og drikke af det brune vand, der omgiver dem så langt øjet rækker.
»De fleste landsbyer har installeret vandpumper, der er så høje, at de normalt kan få rent drikkevand, selvom der er oversvømmelser. Men i år står vandet simpelthen så højt, at de er tvunget til at drikke overfladevand. Det kan ende med en sundhedskatastrofe, især fordi det er ekstremt svært at få hjælp ud til folk, der bliver ramt af diarré og andre sygdomme,« siger Marzio Babille, der er chef for Unicefs sundhedsafdeling i Indien og i øjeblikket koordinerer redningsindsatsen i Bihar-provinsen, som er hårdest ramt.
Inden længe forventer myndighederne, at infektioner og epidemier af vandbårne sygdomme som diarré, malaria og denguefeber vil begynde at bryde ud. Det er et stort problem i Bihar, hvor 60 procent af alle børn er underernærede og derfor særlig sårbare.
Omkring 30 millioner mennesker er ramt af oversvømmelserne i Indien, Bangladesh og Nepal.
Oversvømmelserne skyldes den voldsommeste monsunregn, man nogensinde har målt i området. Visse steder er der den seneste uge faldet mere regn, end der falder på et år i Danmark.
40 procent af befolkningen i regionen er børn, og de er særlig sårbare, hvis der udbryder epidemier.
Kilde: WHO og Indiens Meterologiske Institut