Et rederi på Færøerne straffes med en bøde på 120.000 kroner for livsfarlige arbejdsforhold på et fiskeskib.
Straffesagen blev rejst, efter at et indonesisk besætningsmedlem blev trukket over bord og druknede i februar 2014.
Rederiet tjente penge på den manglende sikkerhed, fastslår Retten på Færøerne i dommen.
Dog har retten afvist anklagemyndighedens krav om frihedsstraf til den ene af de to tiltalte skippere, en mand på 61 år.
I stedet er han idømt en bøde på 40.000 kroner, mens kollegaen får en bøde på 10.000 kroner.
Dødsulykken skete under fiskeri i hårdt vejr. Flere besætningsmedlemmer havde arbejdet i 16 timer under de farlige forhold.
En 24-årig mand fra Indonesien arbejdede sammen med to kolleger med at sætte garn ud.
I den forbindelse løsnede de sammenfiltringer i garnet. Den 24-årige kom til at træde i en løkke fra garnet og blev trukket ud i havet.
Arbejdet var ikke tilrettelagt på en forsvarlig måde. På dækket lå der flere løse genstande.
Under disse omstændigheder var det særligt uforsvarligt, at skipperen lod dæksmændene håndtere garnet, mens det løb ud.
Men der er ikke et sikkert bevis for, at de uforsvarlige forhold er den direkte årsag til, at den 24-årige trådte i løkken og blev hevet over bord, mener retten.
Den var helt gal med kommunikationen. Indoneserne kunne hverken engelsk, færøsk eller spansk.
De fik ikke tilstrækkelig instruktion om, hvordan de skulle opføre sig i nødsituationer.
Heller ikke orientering om, hvordan de skulle bruge redningsdragter, havde arbejdsgiveren givet dem.
Disse lovovertrædelser gav rederiet en økonomisk vinding, hedder det i dommen.
Retten lægger vægt på, at der er tale om flere lovovertrædelser, som anses for at være grove.
De tiltalte har forsvaret sig med, at de ikke vidste bedre. Men straffen bør ikke nedsættes med henvisning til "undskyldelig misforståelse af retsreglerne," hedder det.
/ritzau/