Ved et indbrud på et apotek i Hjerting i Esbjerg blev der natten til fredag stjålet medicin, som kan være livsfarlig ved forkert brug.
Syd- og Sønderjyllands Politi oplyser i en pressemeddelelse, at det drejer sig om antidepressiv medicin, stofskiftemedicin og hjertemedicin, der i ukyndige hænder kan være livsfarlig.
Blandt de stjålne præparater er desuden vanedannende medicin - både stesolid- og morfinlignende produkter.
Ifølge embedslægevagten kan misbrug af flere af stofferne uden yderligere varsel give hjertestop.
Politiet appellerer derfor til, at medicinen afleveres til politiet eller på det nærmeste apotek, så den ikke er i cirkulation.
Syd- og Sønderjyllands Politi har ikke i øjeblikket yderligere oplysninger, hedder det i pressemeddelelsen.
/ritzau/