Klokken 03.45 anmeldte Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg, at to personer havde stjålet 20 ampuller af det lokalbedøvende middel Lidokain samt et ukendt antal kanyler. Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi, der samtidig usender en kraftig advarsel:
- Lidokain er livsfarligt, hvis man sprøjter det direkte ind i blodbanerne. Det er jo et lokalbedøvende middel, og det kan lamme hjernen eller bedøve hjertet, så det holder op med at slå, advarer vagthavende ved politiet i Esbjerg, Anders Hansen.
Personalet på sygehuset blev mistænksomme, da overvågningskameraet viste en mand og en kvinde forlade skadestuen med en genstand, de ikke selv havde haft med ind.
Ifølge politiets signalement er manden mellem 25 og 40 år, cirka 180 centimeter høj, almindelig af bygning og iført et jakkesæt. Kvinden beskrives som 20 til 30 år, 165 centimeter høj med bleg hud, lidt oppustet ansigt, langt, krøllet, brunt hår, kraftige øjenbryn og iført en grøn jakke med pelskrave.
Politiet frygter, at der er tale om personer fra misbrugsmiljøet, der enten vil sælge ampullerne videre som narkotika, hvilket kan koste menneskeliv. Alternativt kan parret have opdaget, at der er tale om et livsfarligt stof, og have smidt det fra sig.
Skulle man finde eller blive tilbudt stoffet, bør man straks aflevere det til politiet eller apoteket.
Det er endnu ikke lykkedes Syd- og Sønderjyllands Politi at identificere personerne på overvågningskameraet. Eventuelle vidner og personer med kendskab til tyveriet kan henvende sig til politiet i Esbjerg på telefon: 76111448.