En person er lørdag eftermiddag fundet livløs i et vandløb i bydelen Dyssegård i Gentofte nord for København.
Det oplyser Nordsjællands Politi til B.T og Ekstra Bladet.
Til Ekstra Bladet oplyser politiet videre, at der er tale om en ældre kvinde, og at intet tyder på, at der er begået noget kriminelt.
Politiet formoder, at der er sket en ulykke, eller at kvinden har fået et ildebefindende og i den forbindelse er faldet ned i vandet.
Anmeldelsen blev modtaget omkring klokken 15.30.
Politiet arbejder på at identificere kvinden.
/ritzau/