Hvordan har køerne det egentlig? Det spørgsmål har justitsminister Lene Espersen nu besluttet sig for at undersøge. Efter en opfordring fra Det Dyreetiske Råd har hun nedsat en arbejdsgruppe, der skal se nærmere på de forhold, malkekvæg lever under og udarbejde forslag til nye regler på området:
»Da den danske mælkeproduktion samtidig igennem de seneste årtier har gennemgået store forandringer, er tiden nu inde til at se nærmere på de forhold, hvorunder landbruget holder malkekvæg,« mener Lene Espersen.
I løbet af de seneste 30 år er der kommet større besætninger og mere mekanisering. Køernes mælkeydelse er blevet større gennem avl og nyt foder. Det har samtidig betydet, at dyrene lever under et stort og voksende produktionspres.
Det er disse faktorer der 28. februar i fjor fik Det Dyreetiske Råd til at efterlyse en arbejdsgruppe, der kan komme med forslag til nye regler for hold af kvæg.