Liverpool vandt første møde med Barcelona 2-1 og det forspring var altså nok, selv om det blev til et nederlag i returkampen.
Kampens enlige mål stod islændingen Eidur Gudjohnsen for godt et kvarter før tid. Både Liverpools John Arne Riise og Barcelona havde skud på træværket i den underholdende kamp, men det blev kun ved det enlige mål.
Daniel Agger spillede hele kampen og havde sammen med Jamie Carragher styr på begivenhederne i Liverpools centrale forsvar.
Også i opgøret mellem Chelsea og FC Porto blev det englænderne, der fik lov at gå videre. Chelsea er i kvartfinalerne efter en 2-1 sejr, som Robben og Ballack stod for. Mourinhos tropper var ellers i vanskeligheder - allerede efter et kvarter scorede Quaresma, da Chelseas offsidefælde kiksede. Heldigvis for de engelske mestre leverede portugisernes keeper Helton et drop, der sendte hjemmeholdet tilbage i kampen. Arjen Robben sendte et skud afsted, der burde have været en smal sag at gribe, men bolden smuttede fra Helton og ind i nettet. 11 minutter før tid spillede Shevchenko Ballack fri, og så blev tyskeren matchvinder.
I Spanien sendte Valencia Inter ud i mørket efter uafgjort 0-0. Da første møde endte 2-2 var det reglen om udebanemål, der reddede Valencia. Selve spillet var der ikke meget ved, men kampen vil blive husket for et absurd slagsmål. Da slutfløjtet lød stødte Valencias Carlos Marchena og Inters Nicolas Burdisso sammen. Burdisso sendte Marchena i gulvet, som kvitterede med at sparke efter interspilleren. Det medførte et masseslagsmål, hvor spaniernes David Navarro løb fra bænken og på banen for at tildele Burdisso et knytnæveslag, der brækkede argentinerens næse. Så jagtede italienerne Navarro rundt på banen, hvor de med glidende tacklinger prøvede at stoppe ham. Balladen fortsatte ned i spillertunnellen, hvor folk fra de to klubber jagtede hinanden. Slagsmålet vil uden tvivl få konsekvenser i form af karantæner.
Aftenens overraskelse stod Roma for, da holdet med en 2-0 sejr over Lyon gik videre. Totti og Mancini sikrede med hver et mål italienerne billetten til kvartfinalerne. Det var ellers Lyon, der dominerede, men trods gode muligheder til Govou og Juninho ville bolden ikke ind. Til gengæld leverede Roma en typisk italiensk løsning og scorede på deres chancer. Med nederlaget må Lyon endnu engang sande, at selv om klubben leverer noget af det bedste spil i turneringen overhovedet, rækker det ikke til at komme til tops.