Liverpool satte sig på fra start, dog uden at skabe de store chancer i første halvleg. Som så ofte før, så kom det mest farlige fra anfører Steven Gerrards fødder. Efter 20 minutter tog han sagen i egen hånd og sparkede tæt forbi fra cirka 25 meter. Halvlegens største chance tilfaldt Luis Garcia, der fik en lang aflevering fra Sami Hyppiä i venstre side. Portugiseren tog et godt træk ind i feltet og havde pludselig frit skud, men sparket blev sløset og havnede i sidenettet.
Manchester City var momentvise farlige på kontraangreb, hvor Corradi var pågående nede omkring Sami Hyppiä og Jamie Carragher, der virkede usikre i flere situationer.
I anden halvleg fortsatte Liverpool med at lægge pres på uden at skabe de store chancer. Derfor var det meget symptomatisk, at føringsmålet kom på et langskud fra Steven Gerrard. Dick Kuyt fik tacklet bolden fra en forsvarsspiller, da Manchester City mandskabet var på vej frem. Gerrard overtog bolden, tog to træk og hamrede den fladt i mål fra kanten af feltet. Dermed var kampen afgjort. Manchester City havde ikke meget at byde på, og selvom spillerne fra Manchester prøvede at lægge pres på, så blev det aldrig rigtig farligt.