Indtil nu har 2008 ikke været et sjovt år for verdens mange Liverpool-fans. Selvom januar forlængst er gået havde holdet indtil i dag ikke smagt sejrens sødme, men hjemme mod bundholdet Sunderland var der ingen slinger i valsen - i hvert fald ikke efter pausen.
For i første halvleg lykkedes det et godt kæmpende udehold at holde stand trods et vedvarende pres fra hjemmeholdet. Men i anden halvleg fik Liverpool så endelig hul på bylden.
Efter 12 minutter scorede Peter Crouch med hovedet efter et indlæg fra Jamie Carragher. Tyve minutter før tid blev det 2-0 ved Fernando Torres, der passerede målmand Craig Gordon efter en friløber.
Kort før tid gjorde Steven Gerrard det til 3-0 på straffespark.
Hos Sunderland var der debut til den fra AaB-komne Rade Prica. Prica blev skiftet ind efter syv minutter i stedet for en skadet Kieran Richardson, men måtte lide den tort at blive skiftet ud igen kort inde i anden halvleg efter en skidt indsats.