Liverpool har et rigtigt godt tag på Norwich i den engelske Premier League i fodbold. Det beviste holdet lørdag med en 5-0-sejr hjemme over kanariefuglene østfra.
Tidligere på sæsonen besejrede Liverpool Norwich 5-2 på udebane, og heller ikke dengang var der megen tvivl om udfaldet.
Liverpool sad tungt på bolden kampen igennem, og derfor var der ikke meget at lave for Daniel Agger og kollegerne i forsvaret, der ikke behøvede anstrenge sig synderligt for at holde de tamme gæster på afstand.
Anderledes aktive var holdkammeraterne på midtbane og i angrebet, der konstant pressede Norwich langt ned på egen banehalvdel.
Det førte til masser af mål, og festen blev indledt af Jordan Henderson efter en lille halv times spil, da han klappede til en løs bold omkring kanten af straffesparkfeltet og indledte Norwich-afstraffelsen.
Ikke længe efter var det endnu engang Luis Suarez, der kom på måltavlen. Det var 16. gang i ligaen i denne sæson og fjerde gang, det lykkedes mod Norwich. Uruguayaneren scorede hattrick i det første møde mellem de to klubber i efteråret.
Senere var nyindkøbte Daniel Sturridge på pletten, og anfører Steven Gerrard blandede sig også med et flot langskudsmål.
Ydmygelsen af Norwich blev komplet, da Ryan Bennett skovlede et Raheem Sterling-skud i eget net. Det understregede en helt igennem skidt eftermiddag for gæsterne, der nu ikke har vundet i de seneste seks kampe.
Liverpool rykker med sejren op på syvendepladsen i ligaen med 34 point for 23 kampe.
/ritzau/