Liverpool har ikke fremstået meget stærkere i denne sæson end lørdag aften, da klubben gav Fulham en øretæve på 4-0 i Premier League.
Sejren sender hjemmeholdet fire pladser frem i tabellen til en ottendeplads, og der er nu kun fem point op til Tottenham på den femteplads, der giver adgang til europæisk fodbold i næste sæson.
Liverpool startede kampen med ild i støvlerne, og hjemmeholdet sad tungt på begivenhederne fra start til slut.
Efter fem minutter fik Daniel Agger serveret et hjørnesparksindlæg fra José Enrique i en helt udækket position, men danskeren kunne ikke helt nå op, og hans hovedstød gik over mål.
Bare to minutter senere var Agger igen på spil, da han efter et hjørnespark fra den modsatte side tog et løb og trak to Fulham-spillere til sig, hvilket efterlod forsvarskollegaen Martin Skrtel totalt fri i feltet.
Slovakken tæmmede bolden og hamrede den op i nettaget til 1-0-føring til hjemmeholdet.
Til gengæld burde Agger have fordoblet føringen efter 25 minutter, da Luis Suarez skubbede bolden på tværs, hvor danskeren foran et frit mål fik vippet den over - to meter fra stregen.
Steven Gerrard øgede til 2-0 i slutningen af første halvleg, da han timede et godt løb ind i feltet, hvor Stewart Downing serverede bolden, som hjemmeholdets kaptajn sparkede fladt i mål.
Der var rolleskifte fem minutter inde i anden halvleg, da Gerrard sendte bolden ud til en fremadstormende Downing, som tog et træk forbi en forsvarsspiller og knaldede bolden hårdt i mål til 3-0.
Det var den engelske landsholdsspillers første Premier League-mål for Liverpool efter halvanden sæson i klubben.
Raheem Sterling, som fredag forlængede sin kontrakt med Liverpool, kom ind i kampens sidste kvarter og burde nok have haft et straffespark.
I overtiden kom også Luis Suarez på tavlen efter oplæg fra José Enrique.
/ritzau/