Et af de mest lysende fodboldtalenter i den engelske klub Liverpool anklager Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) for at vende det blinde øje til racisme på banen.
17-årige Rhian Brewster, der var topscorer, da England i sommer vandt VM for U17-landshold, fortæller i et interview med The Guardian, at han alene i år har oplevet racisme i fodbold syv gange.
Enten rettet mod ham selv eller mod en holdkammerat.
- Jeg mener ikke, Uefa tager de ting seriøst. De er ret ligeglade. Det føles i hvert fald, som om det er blevet fejet ind under gulvtæppet, siger Brewster.
Seneste tilfælde kom for blot tre uger siden i en Youth League-kamp mod Spartak Moskva.
Her klagede Brewster efterfølgende over racistiske tilråb fra den russiske anfører, Leonid Mironov, rettet mod Liverpool-angriberen.
- Jeg ønskede ikke engang at indsende en klage. Min holdning var: "Der sker alligevel ingenting". Jeg gik ned gennem spillertunnelen efter kampen og bandede: "Fuck systemet, ingen gør noget".
- Selvfølgelig skal man klage over det. Men om nogen gør noget ved det, er en anden historie, siger Brewster.
Mironov afviser anklagerne, og Uefa har fortsat ikke svaret på indberetningen fra Liverpool.
Brewster fortæller også om racistiske tilråb i en EM-kamp mod Ukraine, en Youth League-kamp mod Sevilla og i VM-finalen for U17-landshold mod Spanien.
Han erkender, at de nedværdigende bemærkninger påvirker ham.
- Når det sker, er jeg ikke mig selv resten af dagen. Jeg har bare lyst til at være alene.
- Dagen efter tænker jeg stadig på det, siger Rhian Brewster.
Ifølge Uefas regler kan en spiller, der bliver fundet skyldig i racisme, se frem til en karantæne på minimum ti kampe.
/ritzau/AFP