Christian Poulsen og Daniel Agger må undvære deres anfører Steven Gerrard. Liverpool-stjernen er ude i en måned efter operation.
Den engelske landsholdsspiller har været under kniven for lyskeproblemer, og nu må han tage den med ro i mindst fire uger. Det oplyser klubbens hjemmeside.
Steven Gerrard var ikke med i gårsdagens Europa League kamp mod Braga, og han kan nu misse en række afgørende kampe for de røde. Det ser ud til, at kampene mod Sunderland, West Bromwich Albion og Manchester City bliver med en anden anfører.
Går genoptræningen ikke som planlagt, så er anføreren også ude af braget mod Arsenal den 17. april.
Liverpool kæmper desperat den sjetteplads, der giver adgang til Europa League, men det detroniserede storhold har tabt de sidste to Premier League kampe mod West Ham og Manchester United med 3-1.
Steven Gerrard kan også misse det britiske EM-kvalifikationsbrag mod Wales den 26. marts.
Liverpool-anføreren har i denne sæson spillet 29 kampe og scoret 10 mål.