Liverpools famøse træningstur til Portugal, der fredag angiveligt endte i druk og slagsmål mellem spillerne, kommer nu til at koste de involverede på pengepungen. Det skriver klubben på sin hjemmeside.
»Spillerne arbejdede ekstremt hårdt i sidste uges træningslejr, men vi vil give disciplinære straffe i form af bøder til dem, der har brudt klubbens regler under opholdet i Portugal,« siger Liverpools manager Rafael Benitez.
Ifølge News of the World angreb klubbens Craig Bellamy sin holdkammerat John Arne Riises ben med en golfkølle efter et skænderi om en karaoke-konkurrence. Ubekræftede reporter fra lokalaviser tilføjer desuden, at en tredje Liverpoolspiller blev lagt i håndjern, efter han forsøgte at nikke en betjent en skalle. Derudover hævdes det, at andre spillere smadrede elektrisk udstyr på feriestedet med deres golfkøller, men at hotellet, Barringtons Centro Deportivo, er blevet bedt om at holde mund.