Skrevet af Søren Kitaj, soki@avisen.dk
Havde Daniel Agger andel i Chelseas scoring i det første opgør af Champions Leagues semifinale mellem Chelsea og Liverpool, hvor Drogba lidt for nemt snørede danskeren?
Måske, men den unge forsvarer fik i aftes cementeret, at han i hvert fald har en stor andel i, at Liverpool kan sætte turen mod Athen og Champions League-finalen 23. maj.
Mestrene fra 2005 sendte Chelsea ud efter en gyser over 120 minutter og straffesparkskonkurrence efter, at Daniel Agger havde sikret Liverpool den nødvendige 1-0-sejr.
På en indøvet frisparksdetalje efter 22 minutters taktisk dødvande spillede Steven Gerrard Agger fri på kanten af straffesparksfeltet, og med et hårdt og uhyre velplaceret venstrebenshug udplacerede danskeren Chelsea-målmand Peter Cech. Og et anspændt Anfield Road kunne give slip på følelserne vel vidende, at Chelseas 1-0-føring fra sidste uges opgør var udlignet.
Hidsigt tempo
Anden halvleg blev ligesom første spillet i et hidsigt tempo med hævede albuer og tacklinger i knæhøjde, som man kun ser det britiske hold imellem. Og trods vigtigheden af den næste scoring blev der blæst til angreb fra begge mandskaber, som ikke ønskede at gå i forlænget spilletid.
Tættest på var Liverpool, blandt andet på Dirk Kuyts veldrejede hovedstød, der prellede af på overliggeren. Men også Chelsea havde sine endda ganske store muligheder for at sende Liverpool til tælling med den udligning, der ville være ensbetydende med, at Liverpool skulle frem og score to mål mere for at gå videre til finalen.
Liverpool pressede bedst på, men efter et usædvanlig intenst opgør endte det alligevel med den ganske forudsigelige forlængede spilletid. Ikke overraskende endte de to gange 15 minutters forlænget spilletid målløst, og så var der dømt straffesparkskonkurrence.
Her blev den store helt Liverpool-keeper Jose Reina, der reddede både Robbens og Geremis skud, mens Liverpool scorede på sine forsøg.