Liverpool skal i aften forsøge at lave et af de comebacks, der efterhånden er blevet klubbens varemærke.
I påskeugen tabte de nemlig 3-1 på hjemmebane til et Chelsea-hold, der så stærkere ud end længe set.
Men i Liverpool tror man på chancen - især fordi upåagtede Bolton formåede at lave tre mål på Stamford Bridge i weekenden.
"Når der går tre mål ind på få minutter, så er du naturligvis en smule nervøs. Det er et godt eksempel på, at hvis vi kan score, så kan vi lægge lidt pres på Chelsea. Derfor vil det hjælpe os enormt, hvis vi kan lave et tidligt mål," siger Liverpool-manager Rafael Benitez til avisen The Guardian.
I det sydtyske kommer FC Barcelona på besøg efter en sikker 4-0-sejr på hjemmebanen Nou Camp.
Intet hold har nogensinde formået at vende så stort et nederlag i Champions League-sammenhæng, derfor er fokus i Barca-truppen på at lukke alle de roser ude, som Bayern-folket på det seneste har sendt mod 'Blaugrana'.
"Jeg lytter ikke til, hvad Bayern siger. Deres strategi er at skabe en atmosfære, hvor vi bliver selvsikre og derfor tror for meget på os selv. Men jeg er sikker på, de har et kæmpe begær efter at slå os," siger den farverige Barcelona-præsident Joan Laporta ifølge goal.com.