Liverpool-manager Jürgen Klopp var iklædt sit karismatiske og meget brede smil efter tirsdagens Champions League-triumf i Manchester, og tyskeren kalder sit holds plads i semifinalen "fuldt fortjent".
- I anden halvleg fandt drengene en løsning. Vi havde to eller tre muligheder i første halvleg, så det var let for drengene og jeg at se kampens udvikling. Vi havde klaret os gennem stormen, siger Jürgen Klopp ifølge uefa.com.
Han mener, at Liverpool over de to kampe var det bedste hold i 70 procent af tiden, men den første halvleg i Manchester var "crazy".
City var hurtigt på måltavlen, havde et skud på stolpen og fik underkendt et mål, der skulle have været godkendt.
- Jeg kunne lide anden halvleg på Anfield (hvor Liverpool også måtte forsvare sig dybt) en smule bedre, end jeg kunne lide første halvleg her, men drengene vokser hele tiden.
- Hvis vi har en god dag, kan vi slå alle, men på en middelmådig dag kan vi indkassere lette mål. Vi er stadig i en udviklingsfase, men vi er allerede et godt hold, siger tyskeren.
Han opsummerer sin og holdets triumf med ordene:
- Vi fortjener fuldt og helt at være i semifinalerne. Vi scorede fem mål mod Manchester City og indkasserede kun et. De tal er normalt ikke mulige at opnå, siger Jürgen Klopp om 2-1-sejren og det videre avancement med samlet 5-1.
Der er lodtrækning til semifinalerne på fredag.
/ritzau/