Liverpool-manager: Ingen kan stoppe målmaskinen Salah

Jürgen Klopp regner med, at Mohamed Salah fortsætter målformen i den afgørende halvdel af sæsonen.
Mohamed Salah har været Liverpools mest fremtrædende spiller i denne sæson.
Mohamed Salah har været Liverpools mest fremtrædende spiller i denne sæson. Foto: Phil Noble/Reuters

Liverpools manager, tyskeren Jürgen Klopp, er helt overbevist om, at den egyptiske stjerne Mohamed Salah kan fortsætte storspillet i 2018.

Tilmeld dig gratis vores nyhedsbrev for flere nyheder.

Salah kom til Liverpool fra AS Roma forud for sæsonen, og kantspilleren er nummer to på topscorerlisten med 17 mål efter 21 spillerunder i Premier League. I tillæg har han lagt op til fem mål.

- Jeg er sikker på, at han kan holde sit niveau. Det handler ikke kun om mål, det handler om alle de gode situationer, han skaber i kampene. Han er meget vigtig for os.

- Han og jeg ved, at han ikke kan score, hvis holdkammeraterne ikke hjælper til, men jeg er helt overbevist om, at han nok skal blive ved med at lave mål, siger Jürgen Klopp ifølge AFP.

Mohamed Salah sørgede egenhændigt for, at Liverpool med to scoringer vendte et truende nederlag mod Leicester til en 2-1-sejr lørdag.

Allerede mandag skal Salah forsøge at udbygge sin måltotal når Liverpool møder Burnley på udebane. Kampen falder dog lige lovlig tæt på sejren over Leicester for Salahs vedkommende, da han måtte humpe fra banen kort før tid.

- Vi må se, om han er helt klar til kampen mod Burnley, siger Jürgen Klopp.

Tidligere har Salah spillet for FC Basel, Chelsea, Fiorentina og altså AS Roma. Liverpool betalte over 300 millioner kroner for ham i sommer.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.