En forkert bevægelse under styrketræningen er skyld i, at den danske landsholdsanfører Daniel Agger i øjeblikket er ukampdygtig.
Agger måtte overraskende stå over, da Liverpool mandag aften spillede 2-2 mod Swansea, og manager Brendan Rodgers oplyser nu, at hans danske forsvarsstyrmand er kommet galt af sted med en håndvægt.
- Han var ude for en virkelig sær hændelse i vægtlokalet. Lige før han skulle have været ude at træne, fik han en forstrækning i forsøget på at undgå, at en vægt faldt ned over hans fod, siger Brendan Rodgers ifølge den britiske avis Metro.
Skaden bliver ikke vurderet til at være alvorlig, men det er endnu usikkert, om Agger bliver klar til Liverpools kamp mod Southampton på lørdag.
- Han overstrakte sin ene side. Vi afventer nu og ser, om det falder til ro de næste dage. Hvis ikke, det gør det, har vi fine erstatninger. Det var derfor, vi hentede ekstra spillere, siger Brendan Rodgers.
Liverpool-manageren har købt flere centrale forsvarsspillere i sommerpausen. En af de nye, franskmanden Mamadou Sakho, dannede forsvarsduo med Martin Skrtel i kampen mod Swansea.
/ritzau/