Liverpool-legende bliver træner i australsk danskerklub
Den tidligere Liverpool-angriber Robbie Fowler skal være cheftræner i den australske fodboldklub Brisbane Roar. Paul Ellis/Ritzau Scanpix
Liverpools tidligere angriber Robbie Fowler har overtaget træneransvaret i australske Brisbane Roar.

Robbie Fowler bliver klubtræner i Australien.

Den tidligere Liverpool-angriber skal være cheftræner for Brisbane Roar, hvor danske Tobias Mikkelsen og Thomas Kristensen lige nu er på lønningslisten.

44-årige Fowler har underskrevet en toårig kontrakt med Brisbane Roar, som offentliggjorde nyheden natten til tirsdag dansk tid.

- Jeg ser frem til udfordringen og er fast besluttet på at bringe succes til en klub, som har en stolt historie i A-League, siger Fowler til fodboldklubbens hjemmeside.

- Jeg glæder mig til at komme i gang og udgøre en forskel, fortæller briten.

Ansættelsen sker, to dage før klubben afslutter sæsonen hjemme mod Adelaide United.

Brisbane Roar har haft en skidt sæson og ender næstsidst i den bedste australske fodboldrække.

Fowler er mest kendt for at have spillet over 300 kampe og scoret 171 mål for Liverpool fra 1993 til 2002. Han spillede også for Liverpool senere i karrieren samt for syv andre klubber.

I slutningen af karrieren spillede Fowler en sæson i australske North Queensland Fury samt en i Perth Glory, før han blev spillende træner for thailandske Muangthong United.

- Jeg og familien har boet i Queensland tidligere, så jeg er glad for at vende tilbage og blive en del af Brisbane Roar-familien, siger Liverpool-legenden.

Fowler har været uden et trænerjob, siden han forlod Muangthong United i 2012.

/ritzau/

/ritzau/
via Listen To News