Hidtil har kampen om det engelske mesterskab været en duel mellem Manchester United og Chelsea, men efter jul har Liverpool for alvor fundet formen, mens Chelsea er gået lidt i stå. Tirsdag aften vandt Liverpool sin femte sejr på stribe, da det blev 2-1 over West Ham på udebane, og nu er Rafael Benitez’ tropper kun to point efter Chelsea på andenpladsen, dog har Liverpool spillet en kamp mere.
Daniel Agger var med fra start for Liverpool og var med til at holde West Ham fra at score i første halvleg. Holdene gik til pause uden at have scoret. Liverpools angribere Dirk Kuyt og Peter Crouch fandt skarpheden fra anden halvlegs start og bragte med to flotte mål gæsterne foran med 2-0. Kepa Blanco reducerede for West Ham, men mere blev det ikke til, og Liverpool kunne tage endnu et skridt mod toppen af Premier League.
I tirsdagens øvrige kampe i den bedste engelske række vandt Sheffield United 2-0 over Fulham, mens Portsmouth og Middlesbrough spillede 0-0, og Reading vandt 3-2 hjemme over Wigan.