En af Aleksander Litvinenkos gamle spion-venner taler nu ud om mordet på sin kollega, der blev forgiftet med polonium-210 i november.
Juri Shvets er selv tidligere spion, men bor i dag i USA. Han arbejdede tæt sammen med Litvinenko ved flere lejligheder, og ifølge Shvets var det en forretningsopgave for en britisk virksomhed, som kostede Litvinenko livet.
Shvets siger i et interview til BBC Radio 4, at Litvinenko inden sin død fik en opgave for et britisk firma. Opgaven var at grave oplysninger frem om Rusland, og da Litvinenko afleverede sine oplysninger til firmaet, indeholdt de blandt andet informationer om ulovligheder begået af en »magtfuld mand i Kreml«.
Ifølge Shvets er disse oplysninger siden med vilje blevet lækket til »den magtfulde mand«, som senere bestilte mordet på Litvinenko, siger Shvets.
»Jeg kan ikke være 100 procent sikker, men jeg er rimeligt sikker. Selvfølgelig er der altid plads til andre mistanker, men i denne branche er der noget, der hedder den mest sandsynlige teori. Og det er den her,« siger Juri Shvets til BBC.
Ifølge Shvets skulle det britiske firma bruge det otte sider lange dokument til at vurdere muligheden for en investering i Rusland for mange millioner pund.
Shvets siger, at han talte med Litvinenko, da han var indlagt, og at Litvinenko var overbevist om, at han blev forgiftet, da han mødte tre russere på Millennium Hotel i London.
»Han drak en kop te, som han ikke selv så blive brygget. Det pinte ham, da han forstod, at han havde fejlet som professionel,« siger Shvets til radioen.