Politiets næse for suspekte personer gav pote, da det besluttede at overvåge en litauisk mand.
Manden var blevet tiltalt for butikstyveri i Vejle, men Sydøstjyllands Politi kunne fornemme, at der var mere at hente og satte derfor observationshold på ham.
Det viste sig hurtigt at være en god idé. Overvågningen ledte politiet til i et sommerhus i Hejls, hvor fem kumpaner opholdt sig sammen med blandt andet 232 flasker spiritus, 161 styk Fiskars Knive og en række andre butiksvarer, skriver TV Syd.
Nu er alle seks mand blevet dømt skyldige i 21 forhold, blandt andet for dokumentfalsk - tre af dem viste falske id-kort ved anholdelsen.
Exit DK
Tre af de dømte fik hver fire måneders ubetinget fængsel, mens de tre andre fik henholdsvis tre, fem og syv måneders ubetinget fængsel. Dertil blev de alle dømt til udvisning af Danmark med indrejseforbud i seks år.
Alle fundne varer blev konfiskeret og sagsomkostningerne blev betalt med kontanter, som den ene af de seks litauere havde på sig, skriver TV Syd.
- Retten lagde i skærpende retning vægt på, at flere af lovovertrædelserne var begået i forening, at flere af de tiltalte var tidligere straffede i Danmark, at de ingen tilhørsforhold havde til Danmark og var ankommet til Danmark kort før forbrydelserne blev begået uden penge på lommen, siger anklagerfuldmægtig Tobias Engby til tv-stationen.
Alle seks litauere blev varetægtsfængslet efter dommen, indtil afsoning og udvisningen af Danmark kan fuldbyrdes.