Lise Nørgaard blev som ung en banebrydende rollemodel for andre kvinder. Hun tog ikke blot en uddannelse som journalist på Roskilde Dagblad, hun brugte også sin uddannelse. Hvis kvinder tog længere uddannelser i 1930’erne og 1940’erne, droppede de ofte karrieren, når de fandt en mand, siger hun:

– I samme øjeblik piger blev forlovede, smed de, hvad de havde i hænderne, og belavede sig på at blive hjemmearbejdende husmødre. For nogle var det dengang stadig tillokkende at blive fruer. Men det var det jo ikke for alle, siger hun til SØNDAG.

11 ting du ikke vidste om kvinders stemmeret: Læs det hele på søndag.dk

Gift og skilt

Og det var det ikke for Lise Nørgaard. Ganske vist blev hun både gift og fik børn. I 1941 fik hun sin nu afdøde søn Christian, to år senere tvillingerne Anne og Bente og i 1946 sin yngste datter Dorte. Men hun ville fortsætte med at arbejde. Og siden sin ungdom har hun tjent sine egne penge.

I slutningen af 1940’erne blev hun til en del bekendtes forargelse skilt fra sin første mand. To år senere giftede hun sig med journalisten Jens Nørgaard, der døde i 1984.

Lise Nørgaard tilhører den første generation af danske kvinder, der havde stemmeret fra fødslen.

– I begyndelsen var det jo nærmest, som om de fleste mænd fik to stemmer. Det var mit indtryk, at mændene bestemte, hvor kvinderne skulle sætte deres kryds. Konerne havde af en eller anden mærkværdig grund stadig samme mening som deres mænd, efter at kvindernes stemmeret var blevet indført. Mændene sagde til konerne: Nu husker du at sætte kryds ved det og det, fortæller hun til SØNDAG.

98 år og med masser af planer for fremtiden

Lise Nørgaard bor i dag i en lejlighed i Skodsborg nord for København. Dér tager hun trinnene op til 1. sal i stedet for at benytte sig af elevatoren. »Trapper er min spidskompetence«, siger hun til SØNDAG.

I 2010 var hun så uheldig at falde og brække et lårben foran Det Kongelige Teater en aften, hvor hun havde set en ballet sammen med tvillingerne. En tid troede hverken hun selv, hendes døtre eller hospitalspersonalet, at hun ville komme til at gå på trapper igen. Derfor blev hendes lejlighed i to etager solgt, og hun fik en mindre i ét plan. Det ærgrer hende lidt. For hun vandt over trapperne.

At flytte til noget større tænker hun ikke længere på.

– Det gør man jo ikke, når man er næsten 98. Man kan jo falde død om når som helst, siger hun.

Og ser overhovedet ikke ud til at være træt af tilværelsen. Hun er en dame med livsgnist i blikket, planer for fremtiden og aftaletæthed i kalenderen.

Stor undren

Det er i det hele taget mere reglen end undtagelsen, at Lise Nørgaard har en aftale uden for sine egne vægge. I løbet af sommeren tager hun på sejltur på Donau med et vennepar, og hver uge tilbringer hun tid med familiemedlemmer og venner, hvoraf efterhånden de fleste er ikke bare yngre, men faktisk betydeligt yngre end hun selv. Der er ikke så mange jævnaldrende tilbage.

Sonja Oppenhagen fortæller åbenhjertigt om at forlade Klaus Pagh på søndag.dk

– Mine bedste veninder er Eva Bendix og Didde Rønlund. De er født i 1925 og 1926. De holder sig også oprejst. Jeg har jo været heldig. Sommetider fyldes jeg med stor undren over at være blevet så gammel.

Det sværeste ved at nå en høj alder er savnet af alle dem, der ikke længere lever. Eller som Lise Nørgaard udtrykker det om sin lillesøster Gerda:

– Hun havde den uforskammethed at dø før mig. Og lade mig tilbage her.

Samme skæbne har også andre af hendes nære givet hende – indbefattet de hunde, hun har holdt så meget af.

– Det værste er alle dem, der falder bort. Venner, min søster, min søn. Mennesker og hunde.

Lægger planer for fremtiden

– Og så er der det, man ikke længere kan. Men man skal jo ikke være bitter over det. Når man vågner om morgenen, skal man snarere sige til sig selv: Tænk, at du stadig kan svinge dine ben ud af sengen. At du stadig selv kan tage styrtebad, ordne din morgenmad og middagsmad og selv kan gå ud. Og at du kan lave planer for fremtiden. Det skal man gøre.

– Hvis man når dertil, at man ikke længere lægger planer for fremtiden, kan man ligeså godt trække græstørvene over hovedet. Og dertil er jeg ikke nået, siger hun til SØNDAG.

Redigeret af Louise Aarkrog, SØNDAG, Aller Media