Der ventede Lise Nørgaard lidt af en ubehagelig overraskelse, da hun efter en middag hos sit barnebarn vendte hjem til det plejehjem, hvor hun bor.
Mens den legendariske journalist og forfatter havde hygget sig med familien, havde der nemlig været tyve på spil. Det skriver Ekstra Bladet.
104-årige Nørgaard mistede flere ejendele – heriblandt flere smykker. Tyveriet fandt sted i oktober, og er endnu uopklaret.
– Desværre er hverken tyven eller smykkerne blevet fundet. Der var flere ting iblandt med høj affektionsværdi for hende, så hun har været ret påvirket af det. Ellers har hun det p.t. efter omstændighederne godt, skriver Nørgaards barnebarn, Camilla Hjælmhof til avisen.
Lise Nørgaard flyttede sidste år ind på Else Mariehjemmet, et plejehjem på Øresundskysten i Humlebæk. Og det var her, tyveriet skete.