Det var ikke kun Søren og Anne, der måtte gøre det hele en gang til i premieren på DRs ’X Factor’ liveshows.
Også den 27-årige solist Lisa havde ikke helt vundet seernes hjerter og fået SMS-stemmer nok.
Allerede fra starten havde hun været nervøs for, at hun igennem afsnittene med auditions ikke var blevet eksponeret nok, så seerne ikke havde fået det samme forhold til hende som til mange af de andre deltagere.
- Der er nogle, der er blevet favoriseret. Jeg synes ikke, jeg er blevet eksponeret nok, og jeg mener ikke, at jeg havde fortjent at stå tilbage i farezonen, fortalte Lisa efter showet til Avisen.dk.
Og det kunne man fristes til at give hende ret i, eftersom hun i her i premieren på liveshowet leverede en fuldstændig forrygende version af Gnarls Barkley-nummeret Crazy .
Så gennemført, at både dommerne Remee og Lina Rafn var fuld af roser.
- Jeg skal simpelthen koncentrere mig for ikke at tude, lød det fra Lina Rafn, mens Remee vovede sig ud i at sammenligne hende med en af tidens største popstjerner.
- Det var rystende godt, bedre end Nelly Furtado. Du rører hjertet og sjælen, lød det fra Remee.
Men Lisa overlevede på baggrund af Remee og Blachmanns stemmer, så i næste uge står den spinkle pige med den store stemme endnu en gang på scenen.