Eftervirkningerne efter et stress-nedbrud slog i december igennem hos Line Baun Danielsen.
På sin blog fortæller hun, hvordan hendes mave blev oppustet, og at hun lignede en der var gravid i ottende måned.
"Jeg har ladet mig fortælle, at det er typisk kvindefænomen, selvom jeg også ser mange mænd med store maver. Men nogle af os oplever det i forbindelse med vores cyklus/menstruation (ja ja kære mandlige følgere nu kan I nok ikke være med længere). Andre oplever det, når vi kommer i overgangsalderen. Jeg ved bare, at jeg har haft det sådan on and off i årevis", skriver Line Baun Danielsen.
Hun fortæller, at hun hverken kunne lyne sine bukser eller "trække i en snæver kjole, uden at skulle trække maven voldsomt ind".
"Det er ikke fedt – for det betyder samtidig, at man ikke trækker vejret ordentligt og bliver utilpas".
I januar gik hun på vægten og konstaterede, at hun vejede fire kilo mere end normalt:
"Først tænkte jeg: Det må være julesul og marcipan. Men faktisk havde jeg haft ballonfølelsen siden starten af december."
Men det var hverken tarmkræft, glutenallergi eller andet. Det var ifølge hendes osteopat mangel på mavesyre, som formentligt er opstået på grund af stress og de infektioner, som hun fik, da hun for et par års tid siden blev ramt af stress.
På osteopatens anbefaling har hun siden taget et kosttilskud. Den oppustede mave er skrumpet, vægten er igen normal ligesom den flade mave er vendt tilbage, skriver hun.
"I dag spiser jeg 3-4 mavesyretabletter lige før et måltid, og det hjælper. Om en måned skal jeg trappe ud af tabletterne igen – forhåbentlig kan maven så selv producere den nødvendige mavesyre igen".