Ifølge Spillerforeningen er begrundelsen, at Thomas Lindrup har benyttet sit virke i klubben til at hverve medlemmer til Spillerforeningen. Men den begrundelse finder Spillerforeningens direktør, Mads Øland, helt uacceptabel.
"Der er tale om en grov organisationsfjendtlig handling. Vi kræver nu, at Divisionsforeningen løser denne sag hurtigt," sige Mads Øland.
Spillerforeningen vil på et mæglingsmøde gøre krav på erstatning og godtgørelse til den tidligere Brøndby-, OB- og FC Nordsjælland-spiller, der siden årsskiftet har spillet i Hvidovre.
Divisionsforeningen og Spillerforeningen har haft flere sammenstød gennem de seneste år, og Spillerforeningen ankede for to uger siden en sag mod DBU om standardkontrakter til Højesteret.
Thomas Lindrup siger til bold.dk, at han ikke rigtigt forstår bortvisningen.
"Hvis ikke jeg må hverve medlemmer til Spillerforeningen bliver det svært at være en forening," siger Thomas Lindrup til bold.dk.
Han tilføjer, at han er ked af situationen og betragter det lidt som chikane, at han som formand ikke kan få lov til at snakke med spillerne - ikke mindst når man tager i betragtning, at hovedparten af spillerne allerede er blevet medlemmer af Spillerforeningen.