Nysgerrige fynboer skal ikke regne med at få et kig ind på Lindøværftet, selvom skibsværftet netop er blevet udpeget til nationalt industriminde af Kulturarvsstyrelsen.
»Vi er selvfølgelig glade for udnævnelsen, men det betyder altså ikke, at vi nu skal til at lege museum. Vi laver indimellem nogle rundvisninger for grupper, men ellers er vi en helt almindelig arbejdsplads, hvor der ikke er adgang for offentligheden,« siger pressechef Jesper Nielsen.
Han tager det imidlertid som en kompliment, at Kulturarvsstyrelsen er interesseret i Lindøs historie.
»Det glæder os at vide, at det ikke kun er os selv, der er interesseret i værftet og dets historie,« siger han.
Bog om industriminder
Lindøværftet er en af 25 danske virksomheder, der i forbindelse med Industriens år bliver udpeget som industriminde.
»Lindøværftet er unikt, fordi det har en central rolle i industrialiseringen. En hel by, Munkebo, er opstået på grund af værftet,« siger direktøren i Kulturarvsstyrelsen, Steen Hvass.
I løbet af september udgiver Kulturarvsstyrelsen en bog om de 25 vigtigste industriminder i Danmark.
»Vi håber selvfølgelig, at Lindøværftet vil være med til at forme bogen,« siger Steen Hvass.
Har sat flere rekorder
Lindøværftet blev indviet i 1959 og er en del af A.P. Møller-Maersk Gruppen.
Kulturarvsstyrelsen har valgt Lindøværftet, fordi det var en af efterkrigstidens store arbejdspladser. Det har sat flere rekorder inden for skibsbyggeri og er verdenskendt for at have bygget nogle af verdens største containerskibe.
Også Carlsberg i Valby, Danfoss, H.C. Ørstedsværket og Aalborg Portland står på Kulturarvsstyrelsens liste over nationale industriminder.