Den danske målmand Anders Lindegaard får muligvis chancen for at være med til at sikre Manchester United mesterskabet.
Det sker i morgen, lørdag, hvor United møder Blackburn Rovers. Med en sejr er "de røde djævle" engelske mestre.
Muligheden til den danske keeper kommer, da Alex Ferguson overvejer at spare Edwin van der Sar, som skal være klar til Champions League-finalen 28. maj.
"Han har spillet alle kampe indtil nu, og nu har vi muligheden for at give ham en pause," siger Alex Ferguson til klubbens hjemmeside med henvisning til den hollandske veteran.
Lindegaard er i kamp om posten som andenmålmand med polske Tomasz Kuszczak, men da polakken kan være fortid i Manchester efter sommerferien, kan Lindegaard få chancen.
Den danske målmand har kun spillet to FA Cup-kampe siden sin ankomst til England i januar.
I weekenden kan han altså være med til at hente Uniteds 19. mesterskab.
Kilde: Manutd.com