Det er vigtigt, at de danske håndboldherrer er på toppen, hvis de skal have en chance for at slå Polen i semifinalen torsdag aften. Men de mange kampe ved VM i Tyskland har tæret på spillerne, og flere døjer nu med sygdom eller skader.
Senest har højrefløjen Hans Lindberg ifølge TV 2 Sporten lagt sig syg med influenza forud for den vigtige kamp. Han var således ikke med til træningen onsdag aften, hvor holdet pudsede de sidste detaljer af før semifinalen. Også playmaker Jesper Jensen sad over ved træningen med en ispose til at tage de smerter, han fik, da en islænding tirsdag valgte at lægge sig hen over ham.
Samtidig er Joachim Boldsens knæ overbelastet, og det betød, at han måtte udgå af kvartfinalen med smerter. Han meldes dog klar igen til semifinalen, og så er det jo bare at krydse fingre for, at skaden ikke springer op igen.
Til gengæld trænede Per Leegaard med og ser ud til at være i klar bedring, efter at han måtte blive i sengen med influenza, da landsholdet tirsdag mødte Island i kvartfinalen.