Lily Allen er en dame, der ikke er bange for at sige sin mening om alt mellem himmel og jord. Det fik publikum da også at høre ved sangerindens seneste koncert på Wiltern Theatre i Los Angeles. Denne gang var det USA's tidligere præsident George W. Bush, der var offer for Lily Allens kritik.
Ifølge Contact Music kom udbruddet, da Lily Allen skulle introducere sangen 'Fuck You'.
"Denne sang handler om George W. Bush, og jeg er i øvrigt glad for, at han ikke længere er præsident," sagde den iltre sangerinde.
Mens hun sang, opfordrede hun samtidig publikum til at vifte med deres midterste finger og synge
fuck you very much som en hilsen til George W. Bush, der forlod præsidentembedet den 20. januar i år.