Den engelske sangerinde Lily Allen håber, hun om senest et år er gledet ud i glemslens tåger.
Et ønske, der kan synes næsten utopisk, eftersom den 25-årige sangerinde næsten dagligt optræder i de britiske sladderspalter og gerne tweeter sig til opmærksomhed.
"Jeg håber, at jeg om et års tid ikke længere vil blive inviteret til prisoverrækkelser, og at jeg ikke vil blive nomineret, fordi jeg ikke har sendt noget nyt ud," siger hun ifølge femalefirst.co.uk.
Med kometfart indtog hun alverdens hitlister og optrådte til udsolgte koncerter, da hun blev opdaget på MySpace i 2006. Men når hun drømmer om sin fremtid, står den på børn med kæreste Sam Cooper og et liv langt fra rampelyset.
"Forhåbentlig kan jeg bare glide ud i glemslens tåger," siger den forførende 'Not Fair'-sangerinde, der netop er blevet kåret til Årets Solist af det engelske Glamour Magazine.