Energi- og forsyningsminister Lars Christian Lilleholt (V) afviser, at regeringen vil privatisere forsyningssektoren, det vil blandt andet sige vand- og fjernvarmeværker.
Det er der ellers flere forsyningsselskaber, der frygter, siger de forud for en konference om emnet onsdag.
Det vil blive dyrere for forbrugerne, eksport for mange milliarder kommer i fare, og en mere effektiv drift bliver bremset, hvis regeringen privatiserer de store forsyningsselskaber eller skærper kravene til dem, lyder advarslen.
Men Lilleholt afviser, at der er grund til bekymring.
- Det er en skræmmekampagne fra forsyningsselskabernes side, siger han.
Han henviser til, at det ikke er staten, der ejer forsyningsselskaberne.
Så regeringen kan heller ikke sælge dem. Det, regeringen vil, er at effektivisere selskaberne. Det skal blandt andet ske ved at gøre op med det såkaldte hvile-i-sig-selv-princip.
Hvile-i-sig-selv vil sige, at værkerne ikke må give overskud.
- Vi synes simpelt hen ikke, at hvile-i-sig-selv-princippet er en god måde at regulere selskaberne på. Det betyder, at selskaberne har mulighed for at flytte omkostninger over på forbrugerne.
Regeringen lægger op til, at det skal være tilladt for ejerne at trække overskud ud af værkerne. Vel at mærke kun, hvis de lever op til bestemte mål om effektiv drift. De mål skal løbende strammes i regeringens model.
Lilleholt er sikker på, at den model, regeringen lægger op til, vil give billigere vand og varme til forbrugerne, selv om selskaberne altså modsat i dag skal kunne tjene penge.
- Når selskaberne kan se, at der er en økonomisk gevinst ved at blive endnu mere effektive, så vil det være en økonomisk gulerod, siger han.
Ifølge ministeren er der et effektiviseringspotentiale i størrelsesordenen seks milliarder kroner i sektoren. Ud af en omsætning på omkring 100 milliarder kroner.
Men han vil ikke blande sig i ejerskabet.
- Det er lokalt, man afgør det. Derfor er det en skræmmekampagne, forsyningsselskaber kører ved at sige, at det hele bliver solgt til Donald Trump eller Goldman Sachs, siger Lars Christian Lilleholt.
/ritzau/