Hendes tilstand er blevet bedre - men det er endnu for tidligt med sikkerhed at sige, om hun overlever.
Sådan lyder meldingen fra politiet i sagen om den 2-årige pige, der i går blev kørt ned af en højresvingende lastbil, da hun sammen med sin 29-årige mor var i færd med at krydse et fodgængerfelt i Valby.
Pigens mor blev fanget under lastbilens hjul og blev dræbt på stedet.
Politiets central vagtleder, John Hansen, oplyser, at pigen i går blev opereret i maven og i bækkenet på Rigshospitalet.
- Hendes tilstand er gået fra kritisk til stabil, men det er for tidligt at sige mere, siger John Hansen.
Ulykken skete mandag formiddag, da mor og datter ville krydse Vigerslev Allé ved Toftegårds Plads i Valby. Ifølge vidner på stedet kørte den 30 ton tunge lastbil langsomt frem og ventede på, at en ældre herre skulle passere fodgængerfeltet.
I mellemtiden har moren og pigen nærmet sig lastbilen. Moren gående og pigen på sin trehjulede cykel.
- Men de er kommet så tæt på, at chaufføren ikke har kunnet se dem fra førerhuset. Han kørte to-tre meter, før han opdagede, at han havde ramt dem, siger John Hansen.
Vidner har fortalt politiet, at chaufføren orienterede sig i sidespejlene, som han skulle. Ved politiets ankomst var han stærkt chokeret, og han er blevet afhørt med en sigtets rettigheder. Han er ikke tilbageholdt, men han risikerer ifølge politiet at blive sigtet for uagtsomt manddrab.
I går bad vognmændenes brancheorganisation, Dansk Transport & Logistik fodgængere om at passe ekstra godt på sig selv i den mørke decembertid - og ikke at insistere på deres ret til altid at krydse gaden, når der er grønt.
Ifølge organistationen skal man gøre sig synlig ved ikke at gemme sig bag lygtepæle og ved at lade det mørke tøj blive derhjemme.