Musikeren og entertaineren Lille Palle er blevet ramt af en blodprop. Det skriver kendte.dk.
Den harmonika-spillende musiker rundede i september de 80 år og fik kort tid efter den runde fødselsdag indopereret en pacemaker. Men for nylig blev han ramt af en blodprop i hjernen, fortæller Lille Palles gode ven Bjarne Lisby.
– Jeg besøgte ham fredag, og han har det efter omstændighederne fint. Han bliver hurtigt træt, og efter et kvarter tyve minutter måtte jeg gå igen, siger Bjarne Lisby til kendte.dk.
Blodproppen har ramt talecentret og mobiliteten i det ene ben, og Lille Palle skal ifølge Bjarne Lisby være indlagt til genoptræning i 14 dage.
Han siger dog, at lægerne regner med, at vennen bliver helt klar igen.
Lille Palle, der i virkeligheden hedder Palle Scherz Andersen, havde sin storhedstid i 1970’erne med sange som Hængepilen” og “Smedens vise” og har også medvirket i både film og tv-serier. Lille Palle var således med i “Piger i Trøjen 2” og “Piger til søs” - og nogle vil måske også huske Lille Palle fra “Matador”, hvor han har en rolle som musikant på Jernbanecafeen.
Lille Palle har dog ikke lagt den musikalske karriere på hylden, og så sent som sidste år fik han - netop sammen med Bjarne Lisby - et dansktophit med sangen “Har du husket dit mundbind?” - en sang, der lå på Dansktop-listen på P5 i de 15 uger, som er det maksimalt tilladte.