Jeanette Ottesen brugte 24,99 sekunder på at tilbagelægge fredagens OL-semifinale på 50 meter fri, og det var lige præcis 28 hundrededele af et sekund for meget.
En tidsforskel, som måske kunne være undgået, hvis hun var kommet ordentligt ned i vandet fra startskamlen.
- Man skal have en god start på 50 meter fri, og det havde jeg ikke. I stedet for at blive sammen gled mine hænder fra hinanden, da jeg ramte vandet. Og så var løbet tabt.
- Hvis man kommer godt fra start, kommer man op på bølgen. Hvis ikke, ligger du bag den, og så er det svært.
- Man bliver lidt psyket, når sådan noget sker. Jeg tror, at jeg havde en dansk rekord i mig, det er jeg sikker på, siger Ottesen.
Hun føler sig en smule udbrændt efter et hårdt OL-program, men har stadigvæk én optræden tilbage i det olympiske bassin. Kvindernes 4x100 meter medley afvikles på sidste konkurrencedag lørdag.
- Luften er gået lidt ud af min ballon, og jeg er træt. Men jeg kan godt mande mig op til en holdkap i morgen.
- Når det gælder de tre andre piger, er det ikke noget problem. Men hvis jeg bare svømmede for mig selv, er jeg ikke sikker, siger hun.
/ritzau/