Lille effekt, da Danmark gik i sort
AppleMark
Danskerne sparede kun en halv procent strøm i forhold til en normal lørdag, da Danmark gik i sort som et led i en verdensomspændende kampagne.

• Millioner af mennesker slukker lyset

Både Kongehuset, Tivoli og McDonalds gik i sort lørdag aften mellem klokken 20 og 21. De fulgte opfordringen fra Verdensnaturfonden om at slukke lyset i en time for at spare på strømmen og udlede mindre CO2 i atmosfæren.

Det samme gjorde en lang række storbyer verden over - men effekten har været svært at få øje på.

Virksomheden Energinet.dk, der ejer det overordnede el- og naturgasnet i Danmark, anslår, at danskerne brugte 21.000 færre kilowatt-timer end på en normal lørdag aften. Men det samlede energiforbrug var under mørklægningen på fire millioner kilowatt-timer, så besparelsen endte kun på en halv procent.

Dong Energy, der står for el-forsyningen i hovedstadsområdet og store dele af det øvrige Sjælland, kunne heller ikke mærke nogen stor nedgang i el-forbruget.

- Det ligner en normal lørdag aften med et jævnt faldende forbrug. Vi kan ikke registrere noget nævneværdigt fald omkring kl. 20, og på samme måde kan det heller ikke ses, at en hel masse har tændt for de elektriske installationer efter kl. 21, lyder meldingen fra Dongs netcenter.

I Danmark blev der sendt 10 tons mindre CO2 ud i atmosfæren end normalt. Til sammenligning koster det hvert år 13.000 tons CO2 at producere de 10 millioner danske telefonbøger, der hvert år tilflyder danskerne, som Avisen.dk skrev lørdag.

via Listen To News