Den er ikke meget større end en madkasse, men den indeholder elektronik, der kan hjælpe nødhjælpsarbejdere med hurtigt at skaffe lægehjælp og mad til tusindvis af ofre for tsunamier, jordskælv og oversvømmelser.
Et dansk firma, Saab Danmark, har udviklet et genialt system, der skal hjælpe nødhjælpsorganisationerne med at koordinerere deres hjælpearbejde lynhurtigt. Systemet – en lille boks, der fungerer som en slags tolk mellem computere, telefoner og walkie-talkies, så de kan snakke sammen – blev i går kåret som vinder i konkurrencen ’Kommunikation i Katastrofen’.
Konkurencen blev udskrevet i samarbejde mellem danske nødhjælpsorganisationer og netværket Mobile Systems i september sidste år.
Store problemer
Nødhjælpsorganisationerne står nemlig ofte med gigantiske problemer med kommunikationen mellem dem, der er ude i ødemarken og dem, der sidder på hovedkvartererne og skal sende hjælp ud, forklarer en af dommerne, Claus Olsen fra Dansk Røde Kors.
»Da tsunamien ramte for eksempel, der stod vi jo med flere hundrede nødhjælpsarbejdere, som var samlet på et par dage, og som skulle spredes ud over et katastrofeområde på størrelse med Nordeuropa. Det var jo et kaos,« siger han.
Ingen netværk
De fleste af stederne ude i landsbyer og i bjergene er der ingen netværk til mobiltelefoner, og det forsinker hjælpen i at nå ud.
»Systemet er genialt, for nu kan folk ringe hjem fra radiobaserede walkie-talkies til hovedkvarterets telefoner eller computere og fortælle, hvor og hvordan hjælpen skal sættes ind hurtigt,« siger Claus Olsen.
Det var Videnskabsminister Helge Sander (V), der i går overrakte præmien.
»Innovation skaber værdi og kan forbedre folks dagligdag på hele kloden. Her går innovation, teknologi og humanitær indsats virkelig hånd i hånd,« sagde minsteren.