Et lille barn fandt torsdag aften en skarpladt pistol under leg i et beboelsesområde i Valby i København.
Barnet trykkede på aftrækkeren, og pistolen gik af. Ingen blev ramt, oplyser vagtchef Flemming Kim, Københavns Politi.
- Efter de foreløbige beskrivelser er der tale om en skarpladt pistol med kaliber 22. Vi har fundet det afskudte patronhylster, og det undersøger nu sammen med pistolen, siger Flemming Kim.
Pistolen blev fundet kort efter klokken 18 i et buskads.
Politiet formoder, at en har smidt pistolen fra sig, eller at den er blevet gemt med henblik på at blive afhentet senere. Af samme grund ønsker politiet ikke at oplyse den præcise adresse.
Barnet, der fandt pistolen, er tre-fire år. Det var barnets mor, der kontaktede politiet.
/ritzau/