Kimberly Denise Jones, bedre kendt som Lil' Kim, blev i 2005 idømt 366 dages fængsel efter at være kendt skyldig i at lyve under vidneansvar i en sag om et skyderi i New York.
Den amerikanske rapper blev løsladt i 2006 efter at have afsonet 10 måneder af de 366 dage, og det gav hende mod til at skrive en bog om livet i fængsel, skriver hiphopgalaxy.com.
Med bogen 'The Price of Loyalty' håber Lil' Kim at kunne inspirere andre indsatte.
"Den handler om min tid i fængslet og de ting, jeg lærte af det. Man tænker normalt ikke på den slags før det sker for én selv. Min bog skal give andre i samme situation et lysere syn på tilværelsen", forklarer Lil' Kim i et interview.
Den 320-siders bog vil udkomme den 29. maj 2009.