Kirke- og ligestillingsminsteren vil have flere kloge kvinder på topposterne. Han glæder sig over, at det går den rigtige vej i landets største selskaber.
"Det er positivt, at det store fokus vi har haft på at få flere kvinder på bestyrelsesposter nu endelig har båret frugt. Vi har nogle af verdens bedst uddannede kvinder i Danmark. Deres evner og kompetencer skal selvfølgelig også bringes i spil i virksomhedernes top," svarer han på en skriftlig henvendelse fra Avisen.dk
Fra 2011 til 2012 steg antallet af kvinder i bestyrelserne i landets 22 største virksomheder. Fra 10,6 til 15,1 procent. Det viser en analyse af advokatfirmaet Gorrissen Federspiel.
Står det til regeringen skal samtlige virksomheder i Danmark følge efter.
En ny lov, som regeringen indførte fra den 1. april i år, anbefaler de største virksomheder i Danmark at søge mod en mere ligelig fordeling af kønnene. Manu Sareen (R) vil dog ikke lægge hovedet på blokken for hvornår målet er nået.
"For mig er målet ikke nødvendigvis, at vi skal have en 50-50 fordeling. Mit mål er, at vi får fjernet barriererne for kvinders vej til toppen. Vi har alle en en interesse i, at talenter ikke går til spilde," siger han.
En blød lov
Den nye lov siger, at virksomhederne skal oprette en handlingsplan for, hvordan de vil få andelen af kvinder i deres bestyrelse op på 40 procent. Virksomhederne bestemmer dog selv, om de vil overholde anbefalingerne, og det sætter spørgsmål ved lovens effekt.
Hvad er ideen i at lave en lov, som virksomhederne selv må bestemme om de følger?
"Det må virksomhederne heller ikke. Med den nye lov forpligter vi virksomhederne til at sætte sig måltal for, hvor mange kvinder de vil have i bestyrelsen, og de skal redegøre for, hvordan de når målene," siger han.