To døde: Voldsom brand på plejehjem

Krimi
Der er udbrudt en kraftig brand i Plejecenter Farsøhthus i Allingåbro. (Foto: Foto: Bo Amstrup / Ritzau Scanpix)

To personer har mistet livet, efter der fredag aften opstod brand på et østjysk plejehjem.

To ældre kvinder har fredag aften mistet livet, efter der opstod en voldsom brand på et plejecenter i Allingåbro øst for Randers.

Adskillige ambulancer og en redningshelikopter blev sendt ud til plejecentret Farsøhthus på Farsøhts Allé, hvor der var flere tilskadekomne. 

Branden opstod ved halv seks-tiden, og Østjyllands Politi oplyser, at branden er så alvorlig, at Den Kommunale Krisestab og en beredskabsplan er etableret.

Østjyllands Politi oplyser ved 20.30-tiden, at to ældre kvinder har mistet livet, mens tre andre er kommet til skade.

Fire af plejehjemmets boliger er blevet berørt af branden.

Østjyllands Politi oplyste tidligere på aftenen, at der er oprettet et pårørendecenter på stedet, hvor alle blev vist hen. Samtidig har et kommunale beredskab sørget for at oprette et telefonnummer, som pårørende kan ringe til.

Flere krisepsykologer er på vej til stedet for at tage sig af de pårørende og medarbejderne på plejehjemmet, oplyser politiet på Twitter.