Kort før klokken 21.00 oplyser Nordsjællands Politi på Twitter, at det er tilstede ved Nærum Skov på grund af en selvmordstruet borger.
- Aktionen er afsluttet uden tilskadekomst. Vi har ikke yderligere oplysninger om sagen, skriver politiet.
I flere timer var vejene af omkring krydset Hegnsvej og Skodsborgvej lukket af.
Vidner fortalte, at de havde set en mand med et gevær, og at manden var løbet ind i skovområdet ved Skodsborgvej.
I første omgang kom der ingen oplysninger om sagen fra Nordsjællands Politi, men ved halv ni-tiden blev det meldt ud på Twitter, at det drejede sig om "en politiforretning".
- Vi opfordrer borgere om ikke at søge til stedet. Vi vil løbende orientere om nyt i sagen, men har for nuværende ikke yderligere oplysninger, skrev politiet.
Kort efter kom denne besked:
- Nordsjællands Politi har siden klokken 17.29 været massivt til stede i et område omkring Nærum Skov for at hjælpe en selvmordstruet borger. Aktionen er afsluttet uden tilskadekomst, skriver politiet på Twitter, og slutter den korte meddelelse med:
- Vi har ikke yderligere oplysninger om sagen.
(Foto: Presse-fotos.dk)
(Foto: Presse-fotos.dk)