En eller flere molotovcocktails er natten til fredag blevet kastet mod Haderslev Politigård.
Jydske Vestkysten skriver, at politihunde fredag eftermiddag er ved at undersøge området omkring politigården, der er afspærret omkring Louisevej og Laurids Skaus Gade i den sønderjyske domkirkeby.
Der har været ild i en mur og container inde på politigårdens område, hvor også to politibiler har fået skader af flammerne.
- Det er selvfølgelig alvorligt, når man sætter ild på, og når man gør det mod politiet. Vi efterforsker på fuld tryk, siger Jeppe Kjærgaard fra Syd- og Sønderjyllands Politi til Jydske Vestkysten.
Politiet skriver i en pressemeddelelse, at angrebet blev udført ved halv fire-tiden natten til fredag. Torsdag aften klokken 22.07 blev der knust en rude ved politigården, og lige nu søger den sønderjyske ordensmagt vidner, der kan hjælpe med at kaste lys over de to hændelser, som betegnes som "hærværk" af politiet.